Woman holding SDG signs

Danmark

Vores partnerskab

Vores partnerskab

UNDP's nordiske kontor har til opgave at vedligeholde og styrke UNDP's partnerskaber med de nordiske lande og at udbrede kendskabet til UNDP’s mandat og arbejde. Kontoret fungerer både som forbindelseskontor mellem hovedkontoret i New York og de nordiske medlemslande og som kommunikationskontor.

UNDP’s nordiske kontor i Danmark arrangerer årligt en række møder, paneldebatter og konferencer om aktuelle udviklingsspørgsmål og 2030-dagsordenen. For at styrke kenskabet til vores arbejde i Danmark samarbejder vi med en række relevante partnere på konkrete projekter. 

 

Verdensmålene.dk

Med økonomisk støtte fra blandt andet Udenrigsministeriet har UNDP, MS Action Aid og Globale Gymnasier i samarbejde skabt verdensmålene.dk, der er et internetbaseret læringssite om verdensmålene, målrettet danske ungdomsuddannelser.

 

Verdens Bedste Nyheder

UNDP er en del af Verdens Bedste Nyheder: en kommunikationsplatform og samarbejde mellem FN, mere end 100 danske civilsamfundsorganisationer og en lang række private virksomheder. Formålet med Verdens Bedste Nyheder er at skabe opmærksomhed om de mange positive tiltag og udviklingstendenser, der ses verden over, og at møde udviklingsudfordringer med konstruktiv journalistik, der er orienteret mod problemløsning.

 

SDG Accelerator

UNDP SDG Accelerator er et acceleratorprogram, der siden 2018 har hjulpet virksomheder med at sætte skub i deres arbejde med verdensmålene. SDG Accelerator støtter virksomheder på forskellige vækst- og modenhedsstadier, virksomhedsinkubatorer og acceleratorer og giver dem de rette værktøjer til at muliggøre implementering af verdensmålene gennem deres forretningsmodeller, services og produkter.

SDG Accelerator er et servicetilbud under UNDPs Impact Venture Accelerator (IVA), der også dækker andre inkubator- og acceleratorinitiativer samt impact management- and measurementværktøjer til virksomheder.

 

UNLEASH

UNLEASH er et globalt initiativ, der bringer unge ledere, eksperter og entreprenører fra hele verden sammen for at skabe innovative udviklingsløsninger, som kan danne grundlag for business cases for bæredygtig udvikling og realisering af 2030-dagsordenen.

UNLEASH er et årligt tilbagevendende arrangement, der første gang blev afholdt i Danmark i 2017, hvor 1.000 unge talenter fra 129 lande deltog. I 2018 afholdtes UNLEASH i Singapore, og i 2019 blev en regional UNLEASH (Youth Innovation Summit) afholdt i Marokko under det dansk-arabiske parterskabsprogram (DAPP) med en virtuel follow-up i 2020. I 2022 afholdes UNLEASH i Grønland og senere på året afholdes det næste UNLEASH Global Innovation Lab i Indien.

 

Nykredit Klodebygger

Klodebygger er et mobilspil udviklet i partnerskab med Nykredit, som skaber opmærksomhed om bæredygtige investeringer. Klodebygger inviterer spilleren ind i et bæredygtigt visuelt univers i et ”Match 3” type spil (ligesom f.eks. Candy Crush), hvor spilleren gennem forskellige udfordringer får chancen for at lære mere om både bæredygtige investeringer og verdensmålene.

Klodebygger er en del af UNDPs strategi om at skabe kreative og fleksible løsninger og partnerskaber i respons til en verden, hvor klimakrisen står for døren og international ustabilitet skaber svære vilkår for verdens mest udsatte.